Internettets historie set fra huset.
Da vi i slutningen af 90erne havde internet, var det via et modem som ringede op til et nummer, hvorefter man fik forbindelse til Internettet. Dette var en forholdsvis dyr løsning, da det kostede for hver minut man var på nettet, udover abonnementet for at kunne koble op på nettet. Hastigheden var dengang mellem 9,6 og 56,7 Kb og en opkalds tid på omkring 30 sekunder.
I starten af år 2000, begyndte TDC at sælge ISDN forbindelser til private, så man kunne være på nettet samtidig med at man kunne tale i telefon, og den anden fordel var at opkaldstiden var blevet meget kortere (omkring 2-5 sekunder). Forbindelsen var på 64 eller 128 Kb.
Omkring 2005 kom ADSL linen, som var en internet line som altid var åben, og derfor skulle der ikke betales en minuttakst. De første liner var små (1028/128 kb), men stille og roligt er denne hastighed gået op og op. Idag kan man få hastigheder via telefonlinen på 50.000kb. Dette kræver dog at der er under 200 meter til den nærmeste TDC central.
Omkring 2010 kom Fiber forbindelsen til hjemmet, denne forbindelse var dog meget brugt i virksomheder som skulle bruge meget hurtige hastigheder, og mellem centralerne har der også været brugt fiberkabler.
Fiber kablerne er lavet af glas, og der bliver så sendt lys igennem kablet som er et udtryk for de data som sendes. Lyset bliver ikke forstyret af nabolyset, da de er pakket godt ind, og derved kan der opnås meget hurtige hastigheder på selv store afstande. De hastigheder som vi kan vælge i dag er mellem 30.000 og 100.000 Kb, men kablet kan klare meget mere. Det er kun en begrænsning i udstyret og den pris som det kan sælges til.